Da jeg i  september 2003 første gang talte med Irene Jensen, skulle hun og hendes mand, John, en tur til Rhinen for at fejre, at hendes dødsdom for godt et halvt år siden var blevet omstødt.
Her i 2009 har de valgt et krydstogt til Norge inden endnu et kontrolbesøg på sygehuset i Roskilde, hvor man i snart seks år hver fjerde måned har konstateret, at canceren ikke er vendt tilbage.

Af journalist Bodil Moes

Kontrol på Roskilde Sygehus fredag d. 19 juni 2009 bekræftede, at der intet var at finde og overlægen fortalte mig, at det var utroligt, at jeg var kommet så langt.

Tænk, at man kan være så aktiv!

Irene og John Jensen flyttede i 2006 fra et stort hus i Køge til Fakse Ladeplads og har her et lille hus og en have, der ikke som den gamle er 2500 kvadratmeter stor. ”Vi er meget aktive,” fortæller Irene.

”Vi går til fitness tre gange om ugen, spiller golf tre-fire gange og bowler to-tre gange, og så syg som jeg var for seks år siden, kan den tanke godt strejfe mig: Tænk, at man kan være så aktiv!”
    
”Selv var jeg så heldig at komme til Gram hurtigt efter, at jeg havde fået konstateret en uhelbredelig lungecancer, hvorimod nogle nok venter for længe eller slet ikke kommer, blandt andet fordi transporten er dyr, og ægtefællen måske ikke kan få fri fra arbejde og tage med til Gram.”

”Jeg tror nok, jeg har haft gavn af evnen til at abstrahere lidt fra det alvorlige og derfor tænkte jeg, da lægerne gav mig en procent chance for at overleve, at det kan da ikke passe! 
Samtidig var jeg så heldig i Dagbladet at læse om Hugo Nielsen. ”Det var det, der satte mig i gang med parallelakupunkturen”.

Min mands gode
”bivirkninger"!

”Selv om jeg har det så godt, og vi  har  travlt med alt muligt, tager vi hver fjerde-femte måned til Gram, og så bruger jeg naturligvis stadig mit Cell Com apparat hver dag. Min mand har også meget at takke Hugo Nielsen for.

At han blev behandlet med parallelakupunktur for sin migræne, fjernede ikke kun den lidelse, men havde et par gode ”bivirkninger”.

Hans tinnitus forsvandt, og han, der af en eller anden grund ikke mere tålte at drikke en øl, kunne igen gøre det.”

”Selv har jeg nok haft gavn af min evne til at abstrahere lidt fra det alvorlige og være positiv.  Da jeg samtidig mener, at man skal være god ved sig selv, var jeg ikke i tvivl om, at jeg ville til Gram, da jeg var så  heldig at læse om Hugo Nielsen i vores avis.
Jeg har siden været kontaktet af flere, der tog til Gram og senere fortalte mig, at de også var blevet hjulpet. Jeg ville bare ønske, at patienter, der sendes hjem med en dødsdom, alle måtte få samme chance, men mon ikke, det snart bliver tilfældet?” slutter Irene Jensen.

Jeg har set og godkendt ovenstående interview.

Fakse Ladeplads, 22. juni 2009