En uhelbredelig sygdom holdt i ro

Det er 18 år siden, den nu 34-årige Thea R. Aunbøl, Årre, blev angrebet af  den meget sjældne og uhelbredelige bindevævssygdom lupus, der angriber de indre organer. Dette er hendes beretning om et mareridt, der først stoppede, da hendes mor kørte hende til Hugo Nielsen Instituttet i Gram.

Af journalist Bodil Moes

”Jeg var 16 år, da mine fingre hævede op. Blodprøver viste, at jeg havde gigt, og en tid troede lægerne, at det var kronisk børne-leddegigt,” fortæller Thea. ”Mens jeg gik og ventede på en undersøgelse, fik jeg noget Brufen til at tage smerterne. Da jeg  holdt op efter at have taget det meste af en bøtte, fik jeg igen ondt i mine led og tog en pille mere. Omgående  fik jeg 40 i feber, havde svært ved at trække vejret og ondt i hele kroppen. Derfor blev jeg indlagt, og det var i den periode, lægerne fandt ud af, at jeg havde den meget sjældne bindevævssygdom lupus, hvor blodpladerne er involverede.”

Sygdommen gik i nyrerne

Thea skulle igen havde Brufen for smerterne, men efter den første pille fik hun det samme voldsomme anfald. ”I fire år fik jeg derefter Prednisolon for en  bindevævssygdom, der angriber de indre organer. Hos mig gik den i nyrerne, hvor den dannede noget betændelse, der ødelagde dele af nyrerne.”

”Da det efter et par år blev endnu mere alvorligt, gav lægerne mig kemokur for at bekæmpelse betændelsen. Det varede cirka halvandet år, og jeg var dødssyg.
Jeg havde 10 liter væske i kroppen og måtte sidde op og sove. Lå jeg ned, kunne
jeg ikke trække vejret. På grund af smerterne i leddene kunne jeg også kun gå med
sutsko.”
”Så elendig  var min tilstand, da min mor efter kemokuren to gange om ugen
kørte mig ned til Hugo Nielsen, som nogen havde fortalt hende om.”

Det var en sej kamp, men min lupus gik i ro

”Da jeg begyndte at få parallelakupunktur, ringede min mor en dag til Hugo
Nielsen og sagde: ”Thea har det bare så dårligt!”  Hugo svarede: ”Hun skal
igennem det, og hun skal holde ved.” Efter 10 uger begyndte jeg at få det bedre,
men det var en sej kamp!
Efterhånden kunne jeg selv køre til Gram, og mine led mærkede jeg stadig mindre  til. Min uhelbredelige sygdom gik i ro, og jeg fik det virkelig godt. Efterhånden kørte jeg kun til Gram en gang om ugen, og da jeg havde fået min nu etårige søn Oliver, kunne det godt ske, at jeg sprang en uge over. 

Denne sygdom kan ellers bryde op under graviditet og efter fødsel, men det skete ikke for mig. Jeg har det virkelig godt og arbejder på kontor på nedsat tid.”

”At mine ungdomsår skulle gå med at være syg, var trist, men til gengæld har
jeg med parallelakupunkturen fået et godt liv, hvor jeg stort set aldrig mærker
noget til mine led,” slutter Thea Aunbøl sin beretning.

Jeg har set og godkendt ovenstående interview.

Årre, 1. juli 2008